Three Danes in a van

Vi kører forbi marker af grøn-gule majsplanter og ser de første tegn på efterårets komme. Ved Mammoth Cave National Park i Kentucky er det tydligt; træerne er rød-gule i toppen og der ligger nedfaldne blade på vejen. Efter 2 måneder på farten, med hovedparten af tiden tilbragt i ørken uden mange træer, opdager man ikke skiftet før det er umiddelbart foran en. Det er på tide at vende næsen hjemad til dagligdagens trummerum og nyde alt det vi har oplevet via vores minder, fotos, og dagbog/blog.

Men før det sker, skal vi lige en smut ned i Mammoth Cave, hvor vi leger rigtige turister og både tager på en Historic Cave tour, hvor vi går ned igennem en naturlig åbning, og på New Entrance tour, som er lavet i 1921. Ingen mamutter er nogensinde fundet i Mammoth Cave, som dog også har sit navn efter sin kæmpestørrelse med caves og tunneler, der sammenlagt er på over 600 km. Det er verdens største hulesystem. Når det er 35 grader og fugtigt udenfor føles brisen fra huleindgangen som en kæmpemæssig naturlig aircondition der har en konstant temperatur på 13 grader. Vi går ad snævre gange og især på New Entrance tour går det ned ad med 280 trin, på en trappe, der er lige så bred som en bagdel af den danske størrelse. På Historic Cave tour findes en gang der hedder ”fat man’s misery”, der kun er en halv meter fra fod til mave, og bugter sig som en slange. Ingen sad fast. Klaustofobi skal man ikke lide af på disse ture, vi går i gåsegang, kryber afsted, går sidelæns, har underkrop en vej og overkrop en anden vej bare for at gå igennem de naturlige gange skabt i hulerne. Intet er kunstigt her og barnet elsker det.

De 280 trin på en meget snæver trappe

Frozen Niagara (del af New Entrance tour)

Oplevelser med vores telt.

Mammoth Cave National Park har også en campingplads, som sikkert fungerer fint først på sæsonen, men her i sensommeren har dyr og insekter overtaget. Afterne er præget af store myg, bier i en størrelse, som når et barn skal gengive naturen i en tegning, og øjnene står på stilke for at få øje på de tre slags slanger parken har. Og når solen går ned starter chikaderne deres sang på fuld decibel. Rådyrene græsser 3 meter fra teltet og ser ud til at have det fint med, at højsæsonen nu er overstået.

I Jasper National Park på Whistlers campground gik Caribous på græsarealerne og græssede lige så fornøjet selvom en masse to-benede væsener tog opstilling med deres kameraer og blitzsede løs. Heldigvis løb vi ikke ind i bjørne ved Lake Louise Campground i Banff National Park, der dog også var blevet indhegnet med et elektrisk bjørnesikret hegn. Alligevel var det hver aften ind i bilen med alt mad, kogegrej og toiletsager, samt tøj man havde kokkeret.

Af andre spøjse campingpladser kan nævnes pladsen ved Craters of the Moon National Monument i Idaho, hvor vi lå på lava sten, og en spooky sted med 8 pladser i en lille vindomsust by, som havde set bedre dage. Det blæste så meget, at vi med besvær fik vores telt op for lige at nå at dukke i ly for det heftige regnskyl, vi havde set komme 30 min tidligere vest for byen. Blæst har vi oplevet en del af på vores tur, men intet så kraftigt som i Eastend, Saskachewan, hvor vi ikke kunne sætte vores telt op og derfor måtte sove i bilen!

Der er mange ”glæder” ved at sove i telt!

Og nu går turen stik nord og så lidt øst for ”the Three Danes in Van”.

Three Danes in a photo

Vi bevæger os på den ikoniske route 66. Desværre er der ikke meget tilbage af den kendte landevejs karakteristika, men omkring byen Tucumcari finder vi små moteller med 60’er neonlysskilte op og ned ad landevejen. Mange af motellerne er blevet gen-renoveret i bedste 60’er stil og står næsten som da route 66 var hovedVEJEN. Vores farvoritmotel er Blue Swallow Motel, hvor ens bil får et ”værelse” ved siden af det værelse man sover i.

Neonskilte ved Tucumcari

Værelse til bil og værelse til fører

I Amarillio, Texas står 10 Cadillacs begravet halvt i jorden. Cadillac Ranch er et stykke interaktivt kunst,som der stadig arbejdes på af besøgende år efter installationen er blevet opsat. En udflugt kræver, at man medbringer masse spraymalling og så går man ellers i gang med at være kreativ. Alt er helt lovligt, selv i Texas, sålænge det foregår på bilerne.

10 Cadillacs in a row

Cadillac Ranch

Der er ikke meget bil tilbage andet end maling

Vi kører igennem Oklahoma City, hvor store amerikanske flag blafrer i vinden på en baggrund af lyseblå himmel. Så amerikansk og fuldstænding i et med denne del af turen. Her bor en viborgenser, som vi desværre måtte nøjes med at vinke til, og ikke besøge, da vores uheld i Albuquerque har forsinket os.

Arkansas bliver set fra vejen, og lige pludselig er vi i staten, hvor man bliver mødt med “how y’all doing”, hvor ”River” bliver til ”Ribber”, og ”everybody” til”ebeebody”, sydstatsaccenten føles rar og det gør Memphis, Tennessee også.

Det er et af stederne for 60’ernes opør mod de pæne hvide 50’ere, års undertrykkelse, segration, og de ældre forsigtige generationer. Civil Rights museet ligger i motellet hvor Martin Luther King blev myrdet en hin aften i april 1968. Der er gjort et fantastisk arbejde med at fortælle om Civil Rights, herunder grunden til, at MLK befinder sig i Memphis. Kransen på balkonen udenfor værelse nr. 306 sidder som et minde for hvad opråbet om lige rettigheder for alle desværre kan medføre. Bygningen på den anden side af vejen tilhører også Civil Rights Museet, og er dedikeret til historien bag den snigskytte, der tog ophold i bygningen og med et par enkelte skud fik ilden til at flamme op for alvor.

”You can kill the dreamer, but you cannot kill the dream”, lyder sloganet på flere souvenirs i museets turistshop.

Room 306

I have a dream!

”The King is alive”, og de gør alting for, at det skal føles sådan, bl.a. er hans 75 års fødselsdag blevet fejret i år d. 16.august, lige indtil man kommer til hans gravsted, som er omgjort til en ægte amerikansk turistattraktion, hvor selv den danske Elvis fanklub viser sin respekt . Graceland er et samsurium af ægte attraktioner og masser af turistgøgl. The King’s mansion indeholdende hans møbler, kostumer og guldplader bliver udråbt til farvoritsted sammen med hans jet, ”Lisa Marie”, da begge giver det billede af Elvis, som vi kan nikke genkendende til fra gamle film, interviews, og billeder. ”Been there done that!”

Elvis Fan Klub Danmark

Graceland Mansion

Flokke af bisoner støder man kun på, hvor mainstream turismen ikke kommer. Velkommen til Grand Canyon, North Rim, der får en tiendedel af alle Grand Canyon turisterne. Det kan ses på infrastrukturen, udstillingerne og Rangeraktiviteterne. Trækplasteret er South Rim, hvor hovedparten af den federale funding må gå til med 4 millioner besøgende om året. Hvis man har haft 4. klasses matematik kan man snildt regne ud hvor mange besøgende North Rim ser. 1000 fod og 10 mil adskiller de to ”Rims” fra hinanden, men køreturen i bil mellem dem er på over 200 mil. Et andet trækplaster ved dette store hul er den nye Skywalk ved West Rim på the Hualapai Indian Reservation, en hesteskosformet glasbro, udspændt over denne del af Grand Canyon.

Bisonflokken, der lavede traffic jam

North Rim, Grand Canyon

For 16 år siden var vi på endnu en roadtrip og så South Rim. 16 år ER lang tid, og både tid og nedbrydning af hjernekapacitet kan få en til at glemme, hvad man så, men vi var helt overvældet af North Rims storslåethed. Gentagne gange på vores tur har vi fået at vide af hjælsomme sjæle, at North Rim har den flotteste udsigt, og de har ret. Især ved Cape Royal, som de færreste gider at køre ud til ad den smalle og ekstremt snoede vej, man er nødt til at begive sig ud på. Her er der ingen hegn, så man må ligge sig ned, hvis man vil kigge ned i dybet og prøve at øjne Colorado River, der ligger tættere på South Rim end på North Rim.

Kigger ned i dybet

Udsigt fra Cape Royal

Mere udsigt fra Cape Royal

Tiden var kun til en hike og det blev et stykke ned i dybet til Supai Tunnelen. Kun en tur på 4,8 km. roundtrip, men når stien stiger med næsten 500 meter på 2,4 km, så tager det tid og lårbasserne får sig en omgang motion. Hovedreglen er, at det tager dobbelt så lang tid at gå op, som det tager at gå ned. Læg varmen til og man når total udmattelse efter sådan en lille tur. Heldigvis var der masser af steder op ad stien, som vi delte med heste, hvor man kunne tage sig et lille hvil.

Supai Tunnel

Vi var dybt imponeret over og misundelige på de talrige hikere, der kom gående op med fuld udrustning efter en uges camping ved Colorado River og som lige havde været oppe og nede af South Rim. Fik os en lille chat med en, der gav os et ”nååååå” da, vi fortalte at vi bare lige skulle ned til Supai Tunnelen. Nu er det ikke kun yngre mennesker der kaster sig ud i en hård hike. På vej op fra dybet mødte vi et ældre ægtepar fra Holland på vej ned. 4 timer senere mødte vi dem igen oppe ved lodgen, de havde ikke bare klaret den, men havde kun brugt 2 timer mere end os og var bare så stolte.

På vej videre tog vi på hotel i Alberqueque, ikke fordi vi skulle noget bestemt, men fordi det var et naturligt ophold inden vi tog videre. Big mistake! Vi havde indbrud i bilen i løbet af natten. Øv bøv, nu skulle vi så deale med et uhjælpsomt hotelpersonale, en hjælpsom politibetjent, og en ødelagt bagrude. To dage senere var vi afsted igen, uden tøj og Missy, men med ny rude og ser frem til masser af nyt tøj!

Vores ødelagte rude

Hvis man er Lucky Luke fan og elsker at læse om ”the lonesome cowboy”, så ved man også, at et helt hæfte er dedikeret til Lukes møde med Billy the Kid. Dagen forinden havde vi set Young Guns II med Emilio Estevez som Billy the Kid og i Fort Sumner, New Mexico ligger Billy begravet sammen med sine buddies. På to nærliggende museer er hans historie fortalt, og hans riffel og sporer udstillet. Så hvad er mere nærliggende at lige svinge forbi og vise sin respekt.

Gravsted for Billy the Kid and Buddies

Gravstenen, der er blevet hugget adskillige gange, derfor de ekstra sikkerhedsforanstaltninger

Og så lidt om vejret på vejen........

I Flagstaff, Arizona, løb vi en i en omgang heftig regnvejr. Det kom pludselig, styrtede ned i en time, og stoppede pludseligt igen,men der kom så meget vand på den ene time, at kloakerne ikke kunne håndtere det.

Det var dog intet i forhold til det regnvejr, danskeren vi mødte i Utah, havde oplevet i South Dakota,og som vi takket været nutidens mobiltelefoner med indbygget kamera, kunne se. Det haglede med hagl så store som svaleæg, og det er ikke engang løgn! Hagl oplevede vi selv i Moab, Utah, men de var af marmorkugle størrelsen. Lige før havde lynene slået ned i en rundkreds omkring campingpladsen og oplyst aftenhimlen. Flot!

Vi har fået vores del af lyn og uvejr i den sydvestlige del af USA, helt normalt vejr for denne årstid. Det er monsun tid – en stykke information, der så lige gået vores næse forbi i vores planlægningsfase. Can’t win them all.

Ved North Rim, Grand Canyon, var der advarsler over det hele, at hvis man mærkede et omskifte i vejret, især hvis ens hår stod op = luften er ladet med elektricitet, skulle man øjeblikkeligt forlade ”rimmen” og søge mod lavere beliggende områder. Hmm...den vidste vi godt, da vi på Boulder Mountain i Utah så forskellige nuancer af grå meget lavthængende skyer i horisonten, mens kridhvide lyn oplyste himlen. Og derfor sad vi også beskyttet i vores bil og nød uvejret mens regnen trommende på biltaget.

I Saskachewan blev vi flere gange overrasket af thunderstorms med heftige regnskyl, klare hvide lyn,og kraftige sidevinde selvom vi ofte kunne se stormene og regnen der kom ned på få kilometers afstand. Under en særlig kraftig storm søgte vi ly i indkørslen til bondegård for i det mindste ikke at være det højeste punkt”out there in the middle of now where”.

Uvejr i horisonten

Vores værste oplevelse var i North Dakota på Turtle River State Park, hvor det regnede og blæste med orkanstyrke (sådan føles det, når ens loft og vægge består af to stykker tyndt stof), lynene oplyste vores telt, som havde nogen tændt en 100 watts pære, og det bragede så meget, at det lød som nogen stod ved siden af teltet og hamrede på sten. De flinke parkfolk havde fortalt os, at der ville komme ”thunderstorm” med showers, men forsikrede os om, at hvis det blev virkeligt ”severe”, så ville de komme og hente alle folk i telte og få dem i ly. Hmmm...den storm var åbenbart ikke ”severe” nok til at blive ranglistet som farlig, kun i vores telt, hvor vi hele natten talte sekunderne mellem lyn og brag og kunne ånde lettet op, da vi ikke længere kunne tælle en halv til 1 hel km nedslag fra vores telt. Op morgenen opdagede vi, at det heftige regnskyl havde lavet dybe render under vores telt, men ingen blev våde.

Vi har oplevet temperaturer fra 42 grader i løbet af dagen til 3 grader om natten, brrr. Lake Louise var ikke så varm, som vi havde troet, og vi var glade for at vi investerede i nye varme soveposer inden vores tur – en nat nåede det ned på de famøse 3 grader. Det var d. 15. juli og ikke 15. december!

Det største temperaturforskel var i Bryce Canyon, hvor dagstemparturene var over 30, mens nattemperaturene røg ned på 10 grader.
Og sådan kan man blive ved med at snakke om vejret, som man sagtens kan forstå er et yndlingsemne i Canada, USA og Danmark. :-)

Hvis man er til syret landskab med masser af forvredne og knudrede klipper i alle mulige rød-orange farver, er Utahs National Parker stedet! Og der er noget at lave for alle, både den entusiastiske udendørsperson, der skal nå det hele, til turisten, der nyder naturen fra eller tæt på bilen. Dette ”one-of-a-kind” landskab er også opdaget af Hollywood og har lagt baggrund til mange film i tidernes morgen, lige fra talrige westerns, til ”Back to the Future” og selvfølgelig ”Thelma og Louise”, som kørte i afgrunden ved Dead Horse State Park.

Dead Horse State Park

Vi brugte mest tid i Arches, Bryce Canyon og Zion National Parker, med enkelte afstikkere til Canyonlands, Capitol Reef, og Grand Escalante Staircase National Parker, Dead Horse State Park og Natural Bridges Monument. Og så har vi vidst også dækket det hele!

Alle parkerne inklusive Grand Canyon ligger på Colorado Plateau, hvor Colorado floden har skåret sig ned igennem millioner af år og skabt de canyons, hoodoos, og arches, som man kan se dag. Grand Canyon længst mod syd har de ældste klippeformationer og Arches, længst mod nord, har de yngste.

Arches er en stor samlig af elegante primært røde klippeformationer og buer med appetitvækkende navne som ”Fifth Avenue” og ”Delicate Arch”. Andre navne lyder ”Devils Garden” og ”Fiery Furnance”, som giver en forstilling om, hvad der venter en. Nogle steder ser det ud som om, at klippen er skåret igennem med en kniv, så perfekt er linjerne. Der er ikke meget grønt vegetation her, en hike (eller mountain bike tur) foregår på de de kalder ”slick rock” og gerne ved at man skal hoppe over, ned, og op ad klipperne.

Devils Garden

Vores campingplads lå mellem klippene, hvor Jonathan yndede at klatre fra den ene klippe til den anden, og ind i mellem fik de to gamle med.

Camping Plads

Nævneværdige buer:

Landscape arch

Skull Arch

Broken Arch

Delicate Arch

Sand Dune Arch, som står inde i en canyon omgivet af røde vægge og rødt sand mod en knaldblå himmel. Det var konstraster, der ville noget.

Sand Dyne Arch - den røde farve

Sand Dyne Arch og Canyon

Eftermiddagene blev brugt på Siesta i byen Moab, det var simplethen for varmt til at gå nogen steder med temperaturer på omkring 37 grader! Heldigvis var der masser af små cafer med air condition, lattes, wi-fi, og et roligt hjørne. Vi nåede da også en rask raftingtur på mudrede Colorado River.

Hiken over alle hikes var turen til Fiery Funance, hvor man kun kan komme med en guide. Vi trak det heldige lod i lotteriet og fik Ranger Joel med superhelte navnet Geology Joel, som gav en skuespillerpræsentation, som godt kunne gå hen og give en Oscar. Både, da han skulle forklare hvordan bobcats lå på lur og pludselig sprang på deres prey til hans videskablige forklaringer om hvorfor vi ikke måtte træde ved siden af stien, men skulle gå på den naturlige sti skabt af vand i forbindelse med heftige regnskyl. Og hvorfor skulle vi så gå på den naturlige skabt sti, pga. kryptobiotic jord –lyder det ikke næsten out-of-space-agtigt. Men det er faktisk jordoverflader, som tager flere hundrede år at skabe, og to sekunder at ødelægge.

Geology Joel er vant til at hike, og derfor havde han to børn gående oppe foran, mens resten af gruppen på 10 voksne kom halsende efter, op, ned, op,ned, rundt om hjørner til blinde canyons, tilbage igen, hop, hop, hop, igennem smalle klipper møvende på bagdelen.

Fiery Furnace

Fiery Furnance

På vej til Bryce Canyon National Park, overnattede vi ved Natural Bridges Monument. En naturlig bro er skabt af vand, der har skåret sig igennem klipperne igennem millioner af år. Buer er skabt ved erosion. Godt, at man lige har Ranger Dale i nærhden til at give en den information. Stedet ligger meget isoleret og sådan har det garanteret også været for 1000-2000 år siden, da familier af pueblo indianere boede der.

Natrural Bridges

Pueblo Indians

En lille køre tur sydpå til Bryce Canyon National Park er som at køre til en i en helt anden verden. Her dominerer de rød-orange hoodoer i alle nuancer, som står på rødt sand på række, som de kinesiste Terra Cotta Warriors. Har har formationerne også fantasifulde navne fra ”Thors Hammer” (der stod ikke Mjølner nogen steder) til ”Wall Street”, som tårner op ad begge sider, og man for da også lige en lille advarsel om, at det er på eget ansvar at gå igennem den meget smalle slugt for her sker det fleste ulykker!

Hoodoos

Bryce Canyon

På vores tur har vi været mange mørke steder og set mange klare stjernehimmeler, med masser af stjerneskud og en tydelig mælkevej. Når det er mørkt kl. 21-22, og man camperer i et telt og hverken har adgang til biografer, eller resturanter, så kigger man stjerner. Det er ikke noget vi ser ofte boende i en storby med 5 milioner og masser af lysforurening. Bryce Canyon National Park er en af de få mørkeste steder tilbage i USA, hvor man virkelig kan se stjerner og ikke mindst en tydlig mælkevej. Og mens vi var der var vi heldige at høre en forlæsning om astronomiens udvikling, hujede, da Tycho Brahe blev nævnt, og så stjernekonstelationer igennem mega stjernekikkerter.

Imodsætning til de andre nationalparker blev vi introduceret til endnu en farve i Zion National Park,nemlig grøn. Zion er en rigtig canyon, da Virgin River løber igennem den,og derfor meget frodig som det nu kan lade sig gøre i ørkenland. Der er steder, hvor vandet drypper ud af porøse klipper (weeping Rock), og skaber hængende haver.

Zion National Park

Virgin River havde vi vældig gavn af fra sidst på eftermiddagen og ud på aftenen, hvor det blev VARMT! (Eneste sted hvor vi sov uden vores oversejl og kunne ligge i teltet og kigge på stjerner). Der var masser af småstrømhvivler i floden,så vi kreerede en helt ny vanddisciplin.”White water noodeling”. Man tager et stk. skum noodle og binder den om maven,og så er det ellers afsted. En anden måde floden blev brugt på, var på vores hike igenne, ”the Narrows”, man går i floden med klipper på begge sider, hvorfra der risler små vandfald. Syret!

The Narrows

The Narrows

Mange har undret sig over hvorfor vi valgte at tage til Utah. Oprindeligt var Utah ikke med på ruten, indtil kataloget fra REI kom. REI står for ”Recreational Equipment Incorporated”, en succesful amerikansk forretning, der sælger alt til den udendørs glade person. http://www.rei.com/. Hovedkontoret er selvfølgelig baseret i Washington State (og Seattle), sammen med alt det andet nødvendige her i livet: Kaffe, Connections og Rejser (hhv. Starbucks, Microsoft og Boeing). REI kataloget ankommer i vores postkasse, fordi vi stadig er medlemmer, og viser ofte billeder fra diverse medlemmers ture rundt i Nordamerika. Et helsides billede af en familie på 7 på mountain biking tur til Moab i Utah fangede vores opmærksomhed. Familie stod på en rødlig slick rock mod en blå himmel og det var bare et sådan fantastisk billede, at vi på stedet blev enige om at tage til Moab. Moab blev så udvidet med andre områder i Utah.......og det endte faktisk med, at vi var 16 dage i Utah i næsten alle dele af staten fra nord til syd og øst til vest.
What a place!

Intet besøg i Utah uden en tur til the Great Salt Lake. Vi overnattede på Antelope Island, som ligger midt i the Great Salt Lake. Den lille ø, der nu er forbundet med fastlandet via en tange, huserer ikke meget udover et visitor center, en ranger station, en lille campingplads, og 600 bisoner.

Udsigt fra Antelope island, Utah

Tange til fastlandet

Det var møjvarmt, så vi fandt vores campingplads med udsigt over søen, hoppede i badetøjet og så var det ellere en tur ud i vandet. Totalt magisk at ligge og flyde med øen foran, bjerge i baggrunden, og en stor by 15 miles derfra. Magien varede ikke længe, lige pludselig lød der et mandligt ”AV” og en mente han var blevet bidt af en ”brine shrimp”, som søen er fyldt med. De er 2mm store, helt uskadelige og harmløse! Ikke som alle de bisoner vi senere så på vores lille tur rundt på øen, som når man så dem stå der lidt dvaske, og bare gumle løs, ikke virkede til at kunne gøre en flue fortræd. Behøver jeg at sige, at soldnedgangen, og vi har set mange på vores tur, var fantastisk.

Brine Shrimp

Solnedgang, Antelope Island, Utah

Næste dag stod den på Salt Lake City, nærmere betegnet, Temple Square, mormonernes hovedkvarter. Som ikke-medlem har man ikke adgang til selve templet og mange af de andre bygninger. Heldigvis står man ikke forgæves og spejder efter, hvad man så kan komme ind og se, men bliver hurtigt indfanget af et af de talrige par af unge kvinder, der som led i deres 18 måneders missionærforpligtelser, giver rundvisning, mens de livligt fortæller om, hvad profeten har gjort for deres liv. Vores ”tour” guides var sister Ang fra Combodia og Sister Carelie fra Hawaii. De gjorde alt for at være gode tour guider inkl. lade en 4 meter høj kopi af Thorvaldsens hvide Jesus skulptur ”tale” til os på dansk.

Templet, Temple Square, Salt Lake City

Flotte haver

Brigham Youngs hus, hvor han boede med alle sine koner

Folk vi har mødt:
På vores tur har vi mødt mange mennesker, nogle mere specielle end andre, som sister Ang og Sister Carelie. Af andre nævneværdige fok vi har mødt på vores tur, er:

Det evigtglade pensionistægtepar fra Florida, om bestyrer (indtil midt i september) campingpladsen ved Pictured Rocks National Park i Michigan. De har i flere år rejst rundt i deres motorhome siden starten af marts og betyret campingpladser i National Parker. Sikke en super måde at få lov til at opleve en masse flot natur på og ikke mindst tilbringe sin pensonisttilværelse på.

Den camping glade militærfamilie fra Iowa i deres nye pick-up truck ved Apostle Islands National Park, som var på vej på kanotur ved Marais i Minnesota.

Barnebarnet til HC Andersens mælkemand, Karen, nu selv bedstemor til Riley. Vi mødte dem begge ved Craters of the Moon National Monument. Karens bedstefar var dansker og flyttede fra Odense til Iowa,men gad ikke være landmand, som resten af famillien og rejste istedet USA rundt.

Ved Craters of the Moon National Monument mødte vi også en svensker, som har boet de sidste 20 år udenfor Sverige, og nu bor i USA. Han kom med det hele, langt hår, airstreamer (sølvgrå retro campingvogn) og pickup truck. De sidste 12 år har han hver sommerferie kørt USA rundt sammen med familien i 5-7 uger. Det lyder sgu da godt.
I Arches National Park, lød der pludseligt et ”I er da langt væk hjemmefra”. Med den typiske danske manglende introduktion, begyndte vi at snakke med en dansker, som havde vi kendt hinanden altid. Han var i 2. måned på en 6 månders roadtrip igennem 30 stater. Tidligere havde han rejst rundt i Australien, og New Zealand i flere måneder. Man bliver helt misundelig.

Og så var der alle Rangere vi mødte enten på ture, til forlæsninger eller bare havde kaffe med. I Glacier National Park i Montanta mødte vi Ranger Nicole, der de sidste 6 år har været Ranger i to forskelige National Parker (også i Utah). Det er typisk et sæsonjob, der i de sydlige National Parker kan vare fra februar til november og i de nordlige National Parker fra maj til september. De andre måneder af året enten rejste hun og besøgte familie og venner, og havde det helt fint med, at alle omkring hende var begyndt at stifte familie.

Ved Natural Bridges Monument i Utah fik vi kaffe med Ranger Dale, som er en ivrig fuglefotograf. I sin første karriere var Ranger Dale fotolærer og efter han var gået på pension blev han Ranger.

Ranger Joel , som også går under superhero navnet ”Geology Joel” mødte vi på vores hike til Fiery Furnace i Arches Nationak Park i Utah, en ung Ranger, der går op i sit job med liv og sjæl og og virkelig gav den gas under vores hike.

Ranger Gary i Bryce Canyon National Park i Utah var også igang med sin anden karriere efter at være blevet pensioneret som meterolog. Ikke noget at sige til, at Ranger Gary elskede hvordan vejret havde været med til at forme Bryce Canyon. Så meget, at han endda havde lavet sit eget lille ersoionsforsøg af en plade med rækker af sukkerknalder som skulle udgøre forskellige klippesten og med modelervoks som den øverste hårde klippe.Så blev der ellers hældt ca. 10 dråber vand på hver dag, som skulle gøre det ud for regn. Efter 8 uger var ”klipperne” allerede begyndt at erodere kraftigt.

Man ved man er i USA når man på en gåtur møder en gruppe af to familier, der både er forsynet med ’bear spray’ og pistol i bæltet. Vi er ankommet til Glacier National Park i Montana, som har en betydelig antal af både Black Bears og Grizzly Bears, som i Canadian Rockies.

Glacier National Parks er den nordlige del af American Rokcies, som strækker sig helt ned til Mexico. Hvor Canadian Rockies er kæmpestort, er denne del af the Rockies næsten et frimærke til sammenligning, med med den samme mængde flotte naturoplevelser og med en meget større mængde af turister. 85% af turisterne kommer dog ikke mere end halvanden meter fra deres bil, så der er stadig masser af områder, som ikke er overrendte. Parken har en af de flotteste veje vi endnu har kørt på ”Going-to-the-sun-road”, som strækker sig igennem parken. Navnet siger det hele,men man havde nok mere tid til at nyde udsigten i 1932, hvor vejen er fra og hvor bilerne og tourbusserne ikke fløj om ørene på en.

I Glacier National Park deltog vi en del Ranger programmer. Der er både ture, som en Ranger leder, forlæsninger (bare spørg os, hvilke planter man kan overleve på ude i vildmarken), og junior ranger programmer som er guld værd når man er afsted i længere tid (siger de stolte forældre til afkommet, der er sværget ind som Junior Ranger i tre National Parker efter at have været igennem betydelige aktiviteter). Ranger turene har været en kærkommen afveksling til ens egne ture; ikke nok med har ens spørgeglade barn fundet en ny opmærksomhed nu hos Rangeren (som mærkværdigvis også kan få barnet til at gå hurtigere og ikke beklage sig), men man får også et indblik i områdets historie på turen via Rangerens små-fortælle-stop.

Vi var på en Ranger-tur til St. Mary falls, via en sejltur på St. Mary lake.

Dagen efter var vi med Ranger Nicole til Beaver Pond. Turen gik igennem en skov, der nedbrændte i 2006 og allerede nu var det en højt nyt saftiggrønt bunddække, som dannede baggrund for de sølvgrå stammer. Ekstrem flot konstrast, som vi nu ikke helt kunne fange med vores lille kamera.

Højdepunktet i Glacier National Park, var klart turen til Hidden Lake, hvor vi ikke blot så bjerggeder tæt på, men også havde den fornøjelse af gå i sne! Ca.halvdelen af turen var i sne. Totalt syret i juli måned. Vi så flere i sandaler og flip flopper, det må have været en kold fornøjelse for de små fusser.

Midt i Idaho genså vi Stanley, byen som vi også kørte igennem i sommeren 2006, på vej fra Seattle til Toronto. Stanley ligger med Sawtooth Mountains i baggrunden, og er egentlig ikke noget speciel andet end den opererer som et knudepunkt for hikere og andre udendørsentusiater. Vi var egentlig også på vej til de ikke-kommercielle hotsprings vi opdagede ved et tilfælde i 2006, hvor man kan gå lige fra bilen og hoppe i vandet. Desværre havde vi miskalkuleret afstanden og måtte opgive ævred, og nøjes med at dvæle lidt ved minderne om de gode gamle dage i 2006 og igen sige ”sikke en tur”!

Heldigvis viste det sig at være held i uheld, for istedet kørte vi i et stræk til Craters of the Moon National Monument, også i Idaho, og som vi også besøgte på vores tidligere tur. Det er et månelandskab med små gamle udslukte vulkaner, og masser af lava rør, som det er muligt at gå en tur ned i. Nogle skal man kravle ind i og kante sig rundt i, og nogle kommer med is på gulvet. Alt er sort, selv ”sandet” vores telt lå på. Fantastisk sted,næsten helt uberørt, og meget stille sted på grund af de store vidder, lyde forsvinder simplethen.

På vej ned fra Canadian Rockies i det sydlige Alberta kørte vi på ”the Cowboy Trail” langs foden af Rocky Mountains omgivet af grøn-klædte bakker med kvæg og heste græssende bag lave hvide hegn. Det er Canadas modstykke til cowboy-staten Texas, men alligevel meget anderledes, og helt bestemt andeledes prærie end det vi så i Grasslands National Park.

Ingen tur igennem cowboyland uden en tur til et rodeo. I Bragg Creek blev der holdt rodeo på Tsuu T’ina Indian Reserve, hvor vi så alle de klassiske opvisninger lige fra bull riding og lasso kastning efter kalve til wild horse riding, og ikke at forglemme rodeoklovne. Pretty cool! (P.s videoer er ikke for sarte sjæle)

I søvnige Pincher Creek, Alberta, tæt på grænsen til Montana blæser Chinook vinde med 150 km i timen, hvilket er det helt idelle sted for...vindmøller! Der står marker af hvide vindmøller strålende i solen mod de grønne marker og lyseblå bjerge (stadig Rocky Mountains) i baggrunden. Nu var det ikke bare hvilken som helst no name vindmøller, nej, de havde alle det mørkeblå navn VESTAS påmalet. Proud to be a Dane!

I området ligger også et UNESCO monument, der hedder Head-Smashed-in-Buffalo-Jump. Igennem mange tusinder år og så sent tilbage som for 150 år siden drog indianerne flokke af buffaloer udover en 20 meter høj klippe, lige ned i den visse død. Forberedelserne til selve jagten var dog lange og trættende; en flere kilometer lang ”take-off” bane, der ledte frem til selve klippeafgrunden, hvor flokken langsomt blev drevet hen mod, skulle forberedes med stenmarkeringer. Til at få flokken i løb mod afgrunden, blev flere af stammens medlemmer klædt ud (inkl. lugt) som ulve, og til at føre flokken frem mod afgrunden var en af stammens medlemmer udklædt (inkl.lugt) som buffalo kalv. Smart måde at jage på med en fangst på ca. 300, der dog ophørte da blegansigterne kom med deres geværer.

Scenic Byways og ingen Highways!

På vores tur har vi såvidt muligt undgået de store highways og istedet kørt på de mange designerede trails eller scenic byways. Det giver ofte et bedre indtryk af det landskab man kører i, og er langt flottere end de store motorveje. De mindre veje er dog ofte mere snoede og fartgrænserne lavere, så det tager noget længere tid at komme frem, men det giver større mulighed for bare at nyde landskabet.

Igennem Saskachewan kørte vi primært på Red Coat Trail (Hwy 13), ofte som de eneste, istedet for den Trans Canadian Highway 1, og kørte nærmest ”på” prærien med gophers og køer rendede over vejen, hvilket gav mange vanskeligheder med nogle gange drastiske konsekvenser tilfølge.

Red Coat Trail er den gamle vej Northwest Mounted Police tog, da de red ud vestpå for at opretholde ro og orden. Ved et af deres første forter: ‘Fort Walsh’ ”lå”Jonathan som rekrut hos the ”mounties” og fik lært at skyde.(forældrene kunne så gå og nyde en voksenrundvisning imens).

I den sydlige del af Alberta ned mod Montana kørte vi på the Cowboy trail (hwy 22), hvilket var rigtig ranch land, med masser af hvide indhegninger, kvæg, heste og store ranches gemt bag store træer. Tænk Southfork ranch I TV-serien ‘Dallas’.

Oregon Trail (hwy 93) tog os igennem Idaho. Vejen var hovedruten fra øst til vest tilbage til 1830erne for pelsjægere, pionerer, basalt set alle, som var parate til et eventyr ude vestpå.

Hwy 95, 12, 9 er alle scenic byways i Utah mellem Arches,Bryce Canyon,og Zion National Parker. Veje der snor sig over og rundt om bjerge (kan ikke anbefales hvis man virkelig lider af køresyge) og kører igennem det flotteste landskab og igennem små byer med lækre cafeer, eller sjove buger joints.

Og selvfølgelig, ”the mother road over all roads”: Route 66, der strækker sig fra Chicago til Los Angeles. Vi kommer til at følge den noget af vejen, startende i Flagstaff, Arizona.

Canadian Rockies er en kombination af grå mæjstetiske tinder fyldt med hvide gletsjere og sne, med vand fossende ned af de stejle bjergvægge og opsamlet af de talrige turkisgrønne gletchersøer nogle endda med flydende isbjerge, og hotsprings placeret for foden af grønklædte bjerge. Det er bare SÅ flot og betagende, at man har lyst til at begrave sit ansigt i sneen, strække sine arme og røre ved tinderne og ikke mindst kaste sig ned i det turkisgrønne vand og tage en svalende dukkert. Men nu er vi langt nordpå, nærmere betegnet i Banff og Jasper National Parker i Alberta og det er ikke varmt. I Banff National Park ligger en rigtig turistattraktion: Den smukke Lake Louise med det berømte Chateau Fairmont Lake Louise foran og Victoria gletscheren i baggrunden. Man forstår godt, at turister strømmer til for at tage det berømte billede af sig selv foran Lake Louise.

Mange stopper efter billedet er taget og tager ikke på en af de talrige flotte ’hikes’ op i bjergene til et af de små tehus. Vi valgte at tage turen op til Lake Agnes med Mount Whyte i baggrunden og ‘big beehive’ til den ene side. Det går op ad i flere kilometer, men belønningen er det værd; gletcherne er næsten indenfor rækkevidde, og man kan skue så langt øjet rækker og se flere bjerge med flere gletschere, vandfald og søer. På vej ned hørte vi et ordentlig drøn, og fandt senere ud af, at en af de omkringliggende gletchere havde kælvet.

En anden gletscher vi også besøgte var Bow Glacier, da vi gik op til Bow Glacier Falls. Turen gik langs Bow Lake, og blandt ”prærier af sten”, som Jonathan døbte tørre flodbunde, vi gik i og som er dækket helt af vand i foråret.

Bow Glacier Falls

På vej hen til Bow Glacier Falls

Bow Glacier Falls i horisonten

Athabasca gletscheren, som ligger på Columbia Icefields parkway på vejen mod Jasper er heldigvis opnåelig. Her har man mulighed for (sammen med alle de andre turister) at gå på, røre ved , og drikke vand fra en gletcher. Specialfremstillede busser med ekstrastore traktordæk kører, mod et klækkeligt beløb selvfølgelig, op til glecheren, der løber ud i tre oceaner. Når man hører arbejdet med at stille op og tage ned, lave veje på glecheren hvert år, er prisen dog rimelig. For os var oplevelsen en mellemting mellem anderledes og en ”been there, done that” oplevelse.

Athabasca Glacier

Står på Athabasca Glacier

Transportmiddel til Athabasca Glacier

Efter talrige opfordringer fra venlige sjæle i Toronto, som allerede har været i området, stoppede vi ved Lake Peyto. Good Choice! Søen er bare endnu flottere end Lake Louise og på ingen måde overrendt.

I Jasper National Park ligger Miette Hotsprings omkranset af bjerge. Vandet fra de 4 pools er ca. 54 grader varmt og bliver nedkølet med 15 grader varmt vand fra en kilde i nærheden til hhv., 37, 37, 20 og 15 grader ( dvs. slet ikke nedkølet). En 37 grader varm pool er dejlig i sådan ca. 15 min, hvorefter man enten hopper i poolen med de 20 grader (som at hoppe ind i et køleskab) eller, hvis man er en rigtig viking, i poolen med de 15 grader, brrrrr, og det er som at gå ind i en fryser. Et rigtigt chok! Det bedste ved det hele er, at man er ekstremt afslappet bagefter og ens hud er blød som en baby numse.

Andre nævneværdige ’hiking’ ture i Jasper National Park er Glacier loop med tre helt utrolige gletchere: Angel Glacier (ligner en engel med udstrakte vinger); Ghost Glacier (sidder på en næsten 90 grader klippevæg, og ingen forstår, hvorfor den ikke falder ned, der er jo noget der hedder tyngdekraft) og Cavell Glacier (opkaldt efter Edith Cavell, som også ligger navn til bjerget, alle tre gletchere sidder fast på. Den mest utrolige er dog Cavell Glacier, som er tyk, isblå forneden, en synlig kappe af snehvid is foroven, og ligger i Cavell Pond. Synet af den blå-hvide is i en sø med med mælkehvidt-blåt vand,hvor der er drysset små is bjerge i er bare betagende og ikke mindst rolig for sindet. Ikke noget at sige til, at vi blev der noget tid og bare sugede det hele til os.

Angel Glacier, Glacier Loop

Cavell Pond og Cavell Glacier

Angel Glacier, Glacier Loop

Vi besteg også Mount Whistler, som ligger ved foden af campingpladsen. Bjerget er 2400 meter højt, men vi snød og tog ’tramwayen’ op til 2200 meters højde og gik de sidste 200 meter, som dog ikke er for den svage. Flere gange rungede en barnestemme ”jeg dør”eller ”nu går jeg ikke videre” – vi lod som om, det ikke var vores barn stemmen kom fra. At stå på toppen og se Jasper by i fugleperspektiv, sneklædte bjerge hele vejen rundt kan beskrives med tre ord: ’Spectacular, breathtaking, and serene’. Heldigvis, blev de fleste ved platformen omkring tramwayen, og der var næsten ro helt på toppen. Som andre steder i Banff og Jasper, rendte vi en i en del danskere (der må have været et canadisk sommerfremstød i andedammen), og på Mount Whistler var ingen undtagelse, hvor vi mener vi så en kendis: nemlig journalisteleven fra Anders Lund Madsens talkshow.

Jasper by set fra oven

Mount Whistler summit - 10 års bryllupsdag

Vores mærke på Mount Whistler

Mount Whistler, udsigt

Pt. befinder vi os i Utah og det er ved at være 3 uger siden vi var i Alberta. Man kan godt savne sin fast speed internet og være mere up to date. Men når man er langt væk fra alt ting, er man"på" når man kan.

Det vestlige Saskachewan og Alberta er dinosaurland og efter vores besøg synes vi næsten, at vi er dinosaur eksperter. Vi lagde ud med at besøge Scotty på T-Rex museet i Eastend, Sask. Scotty er en meget gammel dame, omkring 85-65 millioner af år. Hun blev fundet ad to omgange i 1991 og 2002, og gør hende til den meste komplete dinosaur fosil fundet i Canada. COOL! Kun en kopi af hendes hoved var udstillet, resten af hendes flotte ben var udstillet bag glas, hvor et research team arbejder med hendes knogler. Drømmen er at finde alle hendes ben og så udstille hende.

Scotty

Lidt nordpå i Albertas Dinosaur Provincial Park findes en af de bedste eksempler på, at Alberta er et rigtigt dinosaur land. Man har fundet 40 dinosaur arter i området. Landskabet er det man kalder badlands, lavet af sand,ler, vand og TID. Det ligner landskabet omkring en vulkan, men er opstået på grund af erosion. I badlands finder man også hoodoos, høje tårne af svag klippe med en lille ”hat” på (stærk klippe), som er formet af mange millioner af års erosion. I området omkring Drumheller, Alberta, var de især karakteristiske.

Canadian Badlands

Canadian Badlands

Hoodoos

Hoodoos

Man kommer ikke udenom at se World’s Largest Dinosuar, som står i selve Drumheller. Hvis man kigger godt efter i munden har den spist Jonathanog Jens-Erik

Vi tror på, at det er den største

Help, it is alive

Vi har nu været afsted i mange uger, to voksne og et barn, og hvad laver man så en dagskøretur kan bestå af nogle gange 7 timer. Hurra for Nintendo DS, Hurra for DVD afspiller og gamle Olsen-banden film, og ikke mindst hurra for Anders And Blade og jumbo bøger. Men kan såmænd også være kreativ med spil, huleleg og sang. Sangene fra musicalen Mamma Mia kan stærkt anbefales, men vi vil undlade at uploade en video af vores skrål!

Olsenbanden film er altid rare

Battle ship on the road

Hvem mon vinder

Man kan også bygge huler i biler

Skak Mat Mai

Vores videre tur igennem Minnesota og North Dakota var ikke videre ophidsende og var præget af en lang række small town USA byer med deres karakteristiske lyseblå vandtårne påmalet byernes navne, flade lilla og gule marker og model jernbanelandskab alt omkranset af endeløse skyer og en horisont der så ud til at blive ved. Men heldigvis for os var vi ude på eventyr, så da frokostsulten meldte sig en dag tog vi et skarpt venstesving og blev budt velkommen til en lille by med et skilt over alle byens kirker. Vi talte ikke mindre end 9 forskellige kirker, hvilket forklarede hvorfor byen var støvsuget for mennesker en søndag formiddag. 11.30. Men nu var vi ikke taget til byen for at gå i kirke, men istedet udforske den danske mølle, vi overraskende nok også havde set et skilt for, for hvad er chancerne for at man render ind i gammel dansk mølle i USA. Møllen havde da også været opereret af en dansker og stod nu på byens græsklædte tov i alt sin røde og hvide pragt og mindede os alle tre om vores besøg sammen med morfar i møllen ved Vestervig i Sydthy.

North Dakota, Danish Mill

North Dakota, Danish Mill

Rigtig prærieland finder man i Grasslands National Park i Saskachewan og i den lille by, der udgør den vestlige port til parken, Val Marie. Byen er definitionen på en rigtig prærieby, det eneste der manglede var tjørnebuskene der rullede ned ad hovedgaden fra ingenting til ingenting i det typiske prærie blæsevejr. Men det lokale museum har lattes og wifi.

Sask., Val Marie

Sask., Val Marie, anden ende af byen

Det er en mindre besøgt National Park, hvilket er helt ufortjent, for det har været en af de største oplevelser i de første uger på vores tur, men refærdigvis skal det nævnes, at parken ligger i det sydlige Saskachewan uden for lands lov og ret. Ved indgangen står et skilt, som måske giver en en vis forståelse for det lave besøgstal.

Sask., Grasslands National Park, skiltet!

I parken oplevede vi (som næsten de eneste) både bisoner, hundredvis af præriehunde, der stak deres små hoveder op af deres underjordiske huler, præriekaktusser, og så mange forskellige græsser, at vi opgav, at fotografere dem alle. Midt i alt denne fantastiske natur og midt i parken, så vi den isolerede campingplads, hvor vi valgte ikke at bo som de eneste.

Saska., Grasslands NationalPark

Saska., Grasslands NationalPark

Saska., Grasslands National Park

Sask., Grasslands National Park, campingpladsen

Vi vender tilbage snart igen!

Lesson # 1: Når man rask væk fortæller familie og venner, at man opretter en travel blog og faktisk vil uploade tekst og billeder om og af sin 2 måneders tur i Canada og USA , er det nok en kende vigtigt, at man sikrer sig, at man kan være online i længere tid et sted og faktisk kan levere den ønskede vaere. Ellers kan man virke en smule utroværdig og folk kan måske få den tanke om man virkelig er taget afsted og det hele er opdigtet:-)

Lesson #2: Påbegynd altid en rejse afslappet og i super godt humør! Jo hurtigere man tror man kommer ud af byen eller over en grænse, jo længere tid tager det. I tilfælde af at man forbliver i troen, kan skiltelæsning med forvrængnings- eller forværringsbriller på om man vil, klart anbefales og kan gå hen og blive aldeles underholdende. Skilt ved den amerikanske grænse : “Elevator to USA basement level”. Tør man eller tør man nu ikke tage den elevator? Skilt nr.2 blev der skrevet lidt videre på “Stairwell to USA (original tekst) upper level (indsat level)” . Ja, det kan det kun gå hen og blive godt....”upper level” lyder af at være medlem af den ekslusive gruppe!

Lesson # 3: Vær altid parat til, at vejr og landskab hurtigt kan skifte bare fordi man kører lidt længere end fra Viborg til Skagen. Efter de første 2 canadiske provinser og tre amerikanske stater: Ontario, Saskachewan, Michigan, Minnesota, North Dakota, lærer man, at på to timer kan man gå fra 36 grader og fugtigt vejr til tropisk storm med stiv kuling, regn i staenger og postkort flotte lyn og med landskaber taget ud af et Krøjer maleri til Laura Ingalls prærie.

Lesson # 4: Undersøg altid hvad der bider hvornår, de steder man rejser hen. Myggene i Michigan bliver fodret med en bestemt slags blod, som gør dem komplet resistente overfor DEET 30 og flere lag tøj. Det er selvfølgelig hunmyggene, der er de værste. Derfor tag aldrig til den sydlige del af Michigan om sommeren, uanset at Madonna kommer derfra. (P.S. de kan ikke lide hende alligevel!)

Lesson # 5: Selvom man har boet i 3 af dem, gør det ikke automatisk en til en specialist og man kan sagtens stadig tage ved lære. Emnet er TID og især tidsforskelle. Tidszoner følger ikke altid en lineal og ikke alle bruger begrebet sommer- og vintertid. Det er derfor en god ide at rådføre sig med lokale subjekter samt huske at sætte alle sine ure. Så undgår man at blive vækket kl. 6, når uret faktisk viser kl. 7 og komme frembrusende en time før åbningstid og proklamere, at klokken er 10 og ikke 9, som damen i foretningen påstår.

...Og så til nogle af oplevelserne....

Første del af vores køretur tog os op nordpå igennem Michigan og Wisconsin langs Lake Superiors bred. Nordlige ferskvandssøer kan byde på meget dramatisk natur og ikke mindst hvide sand strande og krystalgrønt vand, som eksotiske strande sydpå.

Vinder i kategorien: Bedste natur i dette område var: Miners Castle ved Pictured Rock National Park på Michigans Upper Peninsula. Lidt a la Møns Klint bare hundrede tusinde gange flottere.

Sea Caves ved Apostle Islands National Park i det nordlige Wisconsin kom ind på en flot andenplads. Hvis vi havde haft kayaker og kunne se sø hulerne fra vandsiden hvad det været en klar første plads, istedet måtte vi nøjes med at gå derud på en 5K hike.

Og vi håber at være på om et par dage igen med flere oplevelser og billeder

Så går det løs. Vi tager på en 2 måneders roadtrip loop rundt i Canada og USA, og vi har netop smidt de sidste ting ind i bilen... Vi har alle lidt sommerfugle i maven, af forskellige årsager. En har allerede hjemve, hvordan kan man starte med at have hjemve, tsk. En tænker på de bjørne, klapperslanger, skorpioner hun skal håndtere, tsk. Og den sidste, ja, han glæder sig bare til eventyret og alle de nye legekammerater han får.
Nå, vi kan jo ikke bare sidde her og blogge, der må handling til. Så vi vil gå i gang med det sidste trin i vores planlægningsfase, pakke vores store minivan med alskens nødvendigheder og sjove ting. (ja, mor vi har husket tægetangen og bjørneklokken!).
Vi er tilbage i Toronto før Labour Day (6. september), hvor skolen starter.

Stay tuned for our next blog post.

Yours truly,
Three Danes in a van